Sultan Suleiman betragtede sig selv som en omsorgsfuld hersker. Han regerede for statens bedste, stræbte efter at sikre, at hans folk ikke havde brug for noget, at skatterne ikke steg, og de rige ikke tjente på de fattige.
Sultan Suleiman stolede på få af sine undersåtter, så han forklædte sig ofte og gik ud på markedet for at finde ud af, hvordan folket levede, og hvad han syntes om sin padishah. Folkets opfattelse var vigtig for Suleiman.
I mange år hørte Suleiman kun skovtaler om sig selv, folket priste ham og kaldte ham verdens erobrer. Men situationen ændrede sig snart.
De sidste år af sit liv syntes Suleiman at have glemt harem, folket og janitsarer. Han kastede sig ind i evig melankoli, hvor han læste en bog om suverænen. Men efter Bayazids henrettelse besluttede suverænen at gå ud til folket og lytte til, hvad folk siger om ham. Naive troede virkelig, at folk ville rose ham som før efter henrettelsen af hans to sønner.
Efter at have skiftet tøj gik Suleiman til basaren for at lytte til, hvad folk talte om og finde ud af, hvordan de levede.
Henvendt sig til en købmand af æbler lærte suverænen, at hans stat var fast i gæld, folk handlede med tab, og janitsarerne kan næppe klare enderne på den løn, der tildeles dem.
Købmanden sagde også, at vores padishah allerede var gammel og ikke havde været i militære kampagner i lang tid. Han dræbte først Mustafa og efter den modige Bayazid og efterlod sin berusede søn til at styre staten.
En anden købmand kom ind i deres dialog, som sagde, at de siger, at padishah ikke engang kan gå på toilettet uden hjælp.
Overraskende nok var ordene om henrettelsen af hans sønner, Suleiman, om end hårde, men modstod, men kunne ikke stå om hans hjælpeløshed. Suverænen angreb købmanden og sagde, at han var suverænen, og lad ham nu gentage sine ord.
Ja, Suleiman erobrede mange lande, tilbragte 10 år i militære kampagner, var berømt for den storslåede.
Måske som suveræn var han storslået, men som far - en grusom og nådeløs tyran.